Når alle de andre får påskegaver, men ikke en selv

Det er svært ikke at føle sig inde i varmen.

Det er også virkelig svært, hvis man føler, at man går glip af noget, som alle andre får.

Tænk tilbage til en tid i folkeskolen, hvor der måske var en dille eller noget, som alle gik op i at have, men du havde ikke fået det af den ene eller anden årsag.

Det kunne være fordi, dine forældre ikke mente, det var sundt for dig at lege med på den dille, at du skulle lære at klare dig uden altid at få; at det var for dyr en grille, der snart ville blive erstattet af en anden – eller I simpelthen bare ikke havde råd som familie.

Som voksen kan man godt se logikken i den tankegang, men som ung tænker man ikke så langt end på ens egne behov, som man gerne vil have opfyldt, så man ikke føler sig ude og bliver drillet af den grund.

Før det videre til påske gaver som voksen for en kort stund.

Du vil da også gerne have en påskegave!

Hvis man ansat i et firma, hvor der er tradition for at give påskegaver, så kan man nok godt forvente, at det er noget, der kommer til at falde ned i ens turban, og det kommer nok også til at ligne de andres gaver, for ellers er det tale om forskelsbehandling.

Det lille problem kan så opstå, når man fra en medarbejder hører, at de har fået en sød gave fra deres ægtemand samme morgen, fordi det var påske, eller at deres børn havde brugt deres lommepenge på at købe en en påskegave.

Måske finder man endda ud af, at sådan har de gjort længe i mange af de ansattes familier, og så føler man sig udenfor igen, som da man var lille.

Så er det måske på sin plads at prøve at indføre traditionen derhjemme!